Hvordan reagerer du på børn og konflikter?

Hanne - 30. maj 2010 - Under Forældre, Pædagoger, Ressourcedetektiven

Jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor enkelt det er at opløse og ikke mindst forhindre konflikter i at udvikle sig. Det er meget ofte os som voksne, der får en konflikt til at eskalere.

For et par år siden, kom jeg i en institution, hvor jeg skulle snakke med lederen ang. et kursusforløb. Det var første gang jeg var i institutionen. Jeg gjorde det, som jeg så ofte gør, kommer i god tid, dels for at “mærke” institutionens puls, men også for at få en lille snak med et barn eller to. Da jeg kommer ind ad døren, bliver jeg mødt at en pige på 4-5 år, som kommer ud fra børnenes toilet. Jeg siger “hej” til hende, og spørger hende, hvor jeg kan finde “Bente”, som er lederen i institutionen. Hun svarer mig ikke på mit spørgsmål, og jeg kan nu se på hendes kropssprog, at der et et eller andet galt. Hun siger i stedet til mig: “Det svier sådan på min finger, når der kommer vand på, der hvor Laura har bidt mig!” Havde det været Hanne i gamle dage, havde jeg trøstet og derefter “taget fat i” Laura, fordi Laura skulle lære, at hun ikke måtte bide.

At tillægge en person noget

Skyld og skam skulle fordeles! Det var og er stadig sådan mange voksne opfatter deres rolle som opdragere, en opdragelse som ofte udvikler sig til at blive dommere, uden at have et forudgående kendskab til en konflikt. Og er der overhovedet en konflikt? Oftest reagerer vi som voksne på “det at bide” og dermed på “synderen” frem for at reagere på den person der er blevet bidt. Vi tillægger en anden person noget negativt, og det er her en konflikt rent faktisk opstår. Vi tillægger en anden person et negativt motiv, uden at vide noget som helst om, hvad det i grunden var der skete.

Jeg gik hen til pigen, kiggede på fingeren, hvor der var en lille hudafskrabning, og sagde til hende: “Ja, jeg kan godt se, at der et lille hul, og kan godt forstå at det svier. Skal jeg puste på det?” – “Ja” svarede pigen. Jeg pustede, og med det samme kom der en helt anden energi ind i kroppen på pigen. Hun kiggede nu på mig, og så sagde hun: “Nu skal jeg vise dig hvor Bente er”. Da vi nåede til kontoret, fik jeg øjenkontakt med hende, smilede og sagde: “Tak!”. Så smilede hun tilbage og sagde: “Selv tak”, og så løb hun tilbage til Laura.

Jeg overlod pigen og Laura til selv at finde ud af at lege videre, fordi pigens efterfølgende reaktion fortalte mig, at der intet konfliktfyldt var foregået mellem de to piger :-)

Her er hvad du konkret kan gøre i en mulig konflikt

1.   Koncentrer dig først om barnet der giver udtryk for ”smerte” og HUSK det andet barn har også smerte over at have forvoldt smerte

2.   Sæt ord på smerten og giv udtryk for at det er ok, at have ”ondt” – husk på at angst også gør ondt

Vurder derefter om du skal gøre mere

Hvis du vurderer, at du skal gøre mere, så stil opklarende hv-spørgsmål

Hvad var det der skete?

Hvad har du/I brug for?

Hvad kan jeg gøre for jer?

Var der overhovedet tale om en konflikt, eller handlede det om et barns “smerte”?

3.   Og LYT LYT LYT og giv børnene ro og tid til at reflektere

4.   Lad være med at fordele skyld og skam :-)

Ofte opstår en konflikt fordi vi vurderer at det er en konflikt – det er det sjældent

5.   Undgå at få en alliance med et af børnene dvs. hold lige meget af dem begge eller dem alle sammen :-)

Tænk over følgende

Hvordan reagerer du på børns konflikter?

Hvornår har du sidst oplevet at en konflikt opløstes? Hvad skete der, og hvad var årsagen til at konflikten opløstes?

Næste gang du ”står med” en konflikt, hvad vil du så gøre?

Skriv din historie om en konfliktopløsning :-)

Skrevet af Hanne Aalling Risager

Tema: anerkendende pædagogik

Skriv din kommentar her

* Skal udfyldes, e-mail offentliggøres ikke