Leosalle 63
6270 Tønder
Telefon: 3052 9333
Mail: h.risager@p-huset.com
Kvinde….træd ud af din egen skygge.
Da jeg for over 8 år siden meddelte netværk og samarbejdspartnere, at jeg ville starte op som selvstændig konsulent, var der mange spøjse og rigtig mange positive kommentarer undervejs. Der var dog én kommentar – fra en kvinde – der bed sig fast i mig.
”Hanne! Du gør det, jeg drømmer om, men som jeg ikke tør!”
Kommentaren bed sig så meget fast, at jeg kan se hende for mig endnu, hendes øjne, hendes mimik og hendes kropssprog.
Jeg har gennem årene været kontaktet af rigtig mange kvinder, som har bedt om en snak for at høre om det at være selvstændig, som har siddet med drømmen i øjnene, og som har været klart formulerende omkring hvilke tanker, planer og overvejelser de har gjort sig. Fantastisk spændende koncepter, som stort set alle har haft et værdifuldt afsæt og givet meningsfuldhed.
Vejen til helvede er brolagt med undskyldninger.
Når jeg så snakkede med dem et års tid eller to efter, var lyset i øjnene slukket. De fortalte så, uden energi i kroppen, at de alligevel ikke havde pengene, lokalet, skulle lige tage endnu en uddannelse oven i alle de andre, boede det forkerte sted, lige skulle have afklaret noget andet, konceptet var alligevel ikke det rigtige osv.
Når jeg så gik dem på klingen, viste det sig, at de ikke havde det fornødne mod til at gøre det. De var angste, og usikre på sig selv, konceptet, økonomi, manglende opbakning fra de nærmeste osv.
Hvor kan jeg dog høre mig selv! Kan du også høre dig selv?
Vejen til helvede er brolagt med undskyldninger :-)
Så flyv da!
For 9 – 10 år siden kunne jeg mærke, at jeg jobmæssigt ikke var det rigtige sted. Jeg skulle foretage et valg! Jeg skulle gøre op med mig selv, om jeg ville søge et formelt lederjob, eller om jeg ville være selvstændig.
Jeg var ansat i en kommune, dvs. en politisk styret organisation, og jeg var træt af og måske også ked af ikke at kunne få lov til at behandle borgere/klienter som mennesker. Jeg kunne mærke, at det gjorde noget negativt ved mig hver dag at gå på arbejde og opleve et system, der nedgjorde mennesker og så dem som uduelige.
Et syn der gik stik imod det syn jeg selv havde på mennesker: at der er ressourcer, styrker og værdier i alle mennesker. Og som omsat på handleplan virkede.
Jeg oplevede faktisk, at det ind imellem var svært at være et ordentligt menneske!
Jeg var derudover så heldig, mens jeg var ansat, at møde en kvinde som var kursusholder og selvstændig konsulent, som da hun hørte om min drøm, nærmest råbte til mig og samtidig slog i bordet: ”Så flyv da!”
Da jeg stod i vadestedet mellem et jobskifte, var det som om, der var en usynlig hånd, der nærmest skubbede mig ud over kanten mod det selvstændige, samt ordene endnu rungende i ørerne: ”Så flyv da!”
Derfor sprang jeg og flyver endnu :-)
Ha´ tillid til livet.
Kære kvinde.
Har du tænkt på følgende:
Hvor vigtigt det er at bruge dine styrker til at udleve dine potentialer, og udvikle dine kompetencer!
Du skaber og former selv livet fremfor at lade livet forme dig!
Det er endnu hårdere at lade være med at arbejde med og for det, du brænder for, som det er at tage springet og gøre det, du er sat her på jorden for at gøre. Det du kan mærke allerdybest inde i dig.
Alle mennesker har alt det i os, der skal til for at skabe. Mod, nysgerrighed, vedholdenhed, engagement, begejstring, humor, fornuft, troværdighed, taknemmelighed, optimisme osv.
Du har det også i dig :-)
Lyt til din egen gode stemme, der er din allerbedste ven, og have tillid til at livet vil dig det bedste…..når og hvis du vil livet.
Kære kvinde.
Træd ud af din egen skygge. Bliv bevidst om at det er dig selv, du er bange for.
Vær et ordentligt menneske overfor dig selv.
Tænd lyset i øjnene og mærk hvordan det føles. Når du først har prøvet det, har du slet ikke lyst til at holde op igen.
Det er sådan jeg arbejder og prøver på formidle ud i stort set alt, hvad jeg laver.
Så ud over at foretage valget mellem lederjob og det at være selvstændig, så valgte jeg også at leve mit liv som et ordentlig menneske. Og det var måske det vigtigtste valg.
Min virksomhed er i dag gennemsyret at mit menneskesyn – anerkendelse og styrkebaseret – som jeg i dag kalder en livsfilosofi. Alt hvad jeg laver, har afsæt i det, fordi jeg kan mærke, at det er der, livet gror.
Det er fantastisk at opleve og ikke mindst formidle, at der er værdier, styrker og ressourcer i alle mennesker, og jeg mener alle mennesker.
Tænk sig at kunne leve af at tænde lys i øjnene på andre mennesker, når man tør tænde lyset i sine egne øjne. Det giver for mig mening og lyst og energi til at forsætte.
Det krævede bare, at jeg turde træde ud af min egen skygge!
Stil dig selv spørgsmålene:
Hvad skal styre og dermed forme dit liv?
Angst og usikkerhed – og dermed gør dig selv til offer?
Fokus på dine styrker og kompetencer, alt det værdifulde du har i dig – og dermed gør dig selv til en vinder, en kriger?
“Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is
that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most
frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented,
fabulous? Actually, who are you not
to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world.
There is nothing enlightened about shrinking so that other people won’t feel
insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to
make manifest the glory of God that is within us. It’s not just in some of us;
it’s in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give
other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear,
our presence automatically liberates others.”
Marianne Williamson
Sådan:-) Det kræver mod at bryde med alle det gamle paradigmes “fornuftsbaserede” argumenter for at vi skal blive ved vores læst. Men den tid vi er i med stadigt stigende vibrationer på Moder Jord, gør det mere og mere umuligt at lade være med at følge hjertet, sjælen, passionen, drømmen. Livet viser os til rette og flere og flere griber heldigvis bolden – tænk en fremtid hvor vi alle beskæftiger os med netop det, som vi brænder allermest for og hvor det ikke er penge men passion der styrer showet:-) TAK for et supergodt indlæg Hanne.
P.S. Jeg er i gang med at indspille nye sange, heriblandt en gammel sang i en ny version: BIRD – om en lille fugl der ikke (tror den) kan flyve, men så kommer der en engel og siger: Så flyv da – og så kan den:-) Måske skal du lige ha den tilsendt på mp3 når den er færdig….
Kære Jane :-)
Der er så meget brug for at flere og flere træder ud af vores mere eller mindre frivilligt selvbestaltede bure og GØR DET VI ER SAT HER PÅ JORDEN FOR AT GØRE.
Missionog vision omsat med passion :-):-)
Ja tak – jeg vil så gerne modtage din BIRD – som jo minder så meget om min egen proces, som også mødte en “engel” der slog i bordet og sagde: Så Flyv da :-)
TAK, Jane :-)
Kære Hanne
Du ramte mig!! Det kræver nemlig mod at slippe grenen og flyve. Når jeg slipper grenen er det ofte langt fra så angstprovokerende, som jeg i tankerne havde forestillet sig. Ofte når jeg går efter sin mavefornemmelse/mit sjæls-formål, sker der et så enormt flow, at jeg næsten glemmer, at have siddet på grenen og grublet. Alligevel oplever jeg, at jeg af og til ender på grenen igen, med usikkerhed, angst og ondt i maven….fordi et nyt projekt kræver mod til at slippe og flyve. Sikke nogle kvante-spring, det kan give, når jeg slipper grenen. Tak for ordene – jeg vil fortsat øve at komme på vingerne :-) :-) Vh Lill
Kære Lill.
TAK for din kommentar :-)
Jeg tror at rigtig mange mennesker har det som du – herunder mig selv :-) – at det gamle mønster vender tilbage, når vi står over for nye udfordringer.
Og hvor har du ret, i de kvantespring vi foretager, NÅR vi endelig tør give slip og bare flyve. Det er en fantastisk oplevelse.
Jeg ønsker dig rigtig mange gode “kvantespringende” flyveture, og håber du ind imellem vender tilbage hertil for at berige om turene :-)
Mange varme hilsner Hanne
rigtig godt, og åh bare vi turde mere.. jeg arbejder selv på at turde hver dag.
Det sidste citat lagde jeg mærke til.. det er fra Nelson Mandelas åbningstale tror jeg nok , men der står marianne Williamson under det? er det korrekt
Kære Hanne
Du har jo ret. Jeg ville ikke et sekund være usikker på at fortælle andre dine ord.
- Men at lade dem få overtaget over mig det er angstprovokerende om end jeg ønsker det.
Føler jeg står på en klippe med lyst til at springe i havet, men blir´på land fordi, der måske er klipper lige under overfladen. Det usynlige er min fjende lige nu..eller er det mig selv ??VH Lene
Kære Dorte :-)
TAK for din kommentar. Vi skal blive ved med at turde….også hver dag….hver eneste dag. Og så bliver det så meget lettere :-)
Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at du evt. fortalte en historie eller to om hvor du har turdet, og hvad der er kommet ud af det.
Jeg Googlede lige dit spørgsmål, og kan se at Nelson Mandela har brugt digtet, og at det er Marianne Williamson, der har “begået” det. TAK fordi du gjorde opmærksom på det – jeg vidste ikke at Mandela havde gjort brug af det.
Mange varme hilsner Hanne
Kære Lene.
TAK for din kommentar :-)
Jeg tænker, at jeg hellere vil riskere at blive slået ihjel end ikke at forsøge at springe ud. Fordi……lever jeg ellers???
Det, vi mennesker bange for, er vores reaktion på vores egen reaktion. Angsten for angsten kan man sige. Det er ikke det usynlige, der er din fjende….det er dét eller de billede(r) du skaber inde i dig selv om det usynlige, der er din fjende. De er det angst handler om. Det vi på forhånd forestiller os om noget. Prøv at forestille dig det eller de modsatte billede(r), der hvor du finder ro og tillid, humor og kreativitet osv.
Prøv og læs digtet nederst i blogindlægget….så har du svaret på dit spørgsmål :-)
Mange varme hilsner Hanne :-)
Kære Hanne :)
Det var dejligt at læse så mange gode og kloge ord og jeg kommer til at tænke på en dag i sidste uge hvor jeg sagde fra. Det var en super god følelse.
Ugen før havde jeg været til jobsamtale samme sted, bare med personalet til en gruppe med de yngste børnehave børn. Samtalen dendag gik rigtig godt, selvom der var en anden der løb af med jobbet. Sammen sted spurgte mig så om jeg ville til jobsamtale med personalet med de ældste børn, hvilket jeg sagde ja til. Det var i mandags og samtalejn gik bare helt og aldeles dårligt. Jeg kunne mærke jeg fik ondt i maven og sad og overvejede om jeg skulle sige “farvel og tak” for denne gang. Men jeg tænkte, nej sådan skulle det ikke være. Ved afslutningen af samtalen hvor DE spurgte mig om dette job stadig var noget for mig, svarede jeg at det havde jeg ikke besluttet endnu, men jeg ville gerne se stuerne hvor vi sammen med børnene opholt sig i, lige for at mærke efter. Det kunne jeg selvfølgelig godt, og de 2 ansatte diskuterede lidt om hvem of dem der skulle vise mig rundt. Jeg lod sam ingen ting. Den person der havde minst mimik viste mig så rundt. På vejen rundt kunne jeg godt mærke at dette her ville aldrig gå så da vi kom tilbage til kontoret, hvor den nye ansøger stod og ventede, sagde jeg farvel til den ansatte som havde vist mig rundt. Da de var gået på rundtur stod jeg lidt og overvejde situationen og tænkte enten skulle jeg melde fra nu eller jeg skulle vente til jeg kom hjem, eller til de ringede onsdagen efter. Jeg valgte at banke på døren ind til kontoret og spurgte om
de lige havde nogle få min, og ja det havde de selvfølgelig. Jeg gik ind og sade at jeg trak min ansøgning fordi jeg kunne mærke der var en mur op mod mig og jeg havde haft ondt i maven imens jeg sad i samtalen og det ville jeg altså ikke have! Lederen var ikke tilstæde lige på det tidspunkt, men det var souschefen og hun sade at det med muren kendte hun ikke noget til. Den anden medarb. fra de ældate børn, sagde at det var hun da meget ked af at jeg havde følt det på den måde. Jeg sagde så at samtalen i sidste uge bare havde været meget bedre og at da der var “hul” igennem. Det gav souschefen mig ret i, at samtalen var helt anderledes den dag.
Hanne hvis du kan huske mig var jeg med i Bodrum i jan/feb 2010.
Mange hilsner fra Eva E :)
Kære Eva.
Jeg kan sagtens huske dig, og det er dejligt at høre fra dig :-)
Godt at du lyttede til dig selv, og hvor var det modigt og flot gjort, at du med det samme sagde fra og begrundede. Du er kommet langt.
Det glæder mig på dine vegne:-)
Mange varme hilsner Hanne
Tak. Jeg fornemmer en styrke hos dig, som smitter. Og hvor er det sandt at vi skal tænde lysene i vore egne øjne for at kunne tænde dem i andre! :-)
TAK Stine :-)
Hej Hanne. Jeg ved ikke lige om jeg tør blande mig i dit fremragende oplæg! :-) Jeg møder i mit daglige arbejde SÅ mange kvinder der er deres egen største fjende. De snakker om alle de forskellige ting der så i vejen for “at flyve”, i stedet for at fokuserer på at det de kan vinde! Godt du spreder et meget vigtigt budskab, på en måde hvor alle kan være med!!!
Mvh
Paw
Wauw Paw :-)
Hvor pragtfuldt at du som mand bidrager!
Og du har så meget ret i dit budskab.
TAK for roserne :-)
Mange varme hilsner
Hanne